Tennissæsonen starter den 1. maj

24. april 2021 21:43 , af Jens Staadsen Petersen

Hej tennisspiller

Kribler det i fingrene for at komme ud i den friske luft og svinge tennisketchen igen? Kniber det lidt med pusten, og har det været svært at holde humøret oppe under Corona-krisen?

Så har vi heldigvis gode nyheder til dig:

Vinterens mørke og kolde tid må nu siges at være et overstået kapitel. Dagene lysnes, fuglene synger, og træer og buske springer ud. Og, vi kan snart spille tennis igen! På lørdag den 1. maj kan du igen booke tider på tennisbanerne i Gråsten.

Igen i år har vi haft Sport Trading Aps til at lave vore baner. De er netop blevet færdige med arbejdet, og vi synes, at resultatet er blevet godt. På torsdag i næste uge mødes vi nogle stykker på banerne efter arbejde for at hænge net og reklamebannere op. Fra lørdag den 1. maj vil du igen kunne muntre dig på banen med topspundne forhåndsslag, serve-esser slicede baghåndsslag og Clara Tauson-inspirerede dybe bolde m.m.

I år har vi i GTK været så heldige at få sponsoreret 17.000 kr. af JTU til køb af en boldmaskine. Boldmaskinen er en trådløs enhed med en række forskellige funktioner: Du kan vælge tilfældig eller fast dybde og bredde, variabel spin m.m. Maskinen er både mere lydløs og pålidelig end den gamle, og man slipper for besværet med elledningen. Vi har besluttet at afskaffe depositummet i forbindelse med brug af maskinen, idet vi håber, at rigtig mange vil bruge den en gang imellem.

De kendte aktiviteter fortsætter som de plejer. Vi vil afholde klubmesterskab på sædvanlig vis, vi fortsætter med træning om onsdagen via Preben Königg, torsdagspillet fortsætter, og vi håber at 1.-holdet fortsætter de gode takter fra sidste sæson.

Den 29. maj vil vi afholde en rødvinsturnering, og vi har inviteret vore naboklubber til at deltage. I den nærmeste fremtid vil vi udsende nærmere oplysninger om træning, generalforsamling og rødvinsturnering m.m.

I bestyrelsen glæder vi os alle til at se dig på banen igen.

 

Med kærlige tennishilsener

Bestyrelsen i GTK