Træning og torsdagsspil m.m.

3. maj 2022 11:05 , af Jens Staadsen Petersen

Hej tennisspiller

Nu starter sæsonen for alvor. I næste uge går det løs med både onsdagstræning og torsdagsspil. Der vil være træning for børn i alderen 9-12 år om onsdagen fra kl. 16.30 til 17.30. Fra kl. 18 til 19.30 vil der være træning ved Preben Köning for lettere øvede. Fra 19.30 til 21 vil der være træning for øvede. Tilmelding til børnetræning foregår til Line Veng på mail Veng91@live.dk. Tilmelding til voksentræning kan ske ved fremmøde. På klubbens hjemmeside under Aktiviteter kan du læse mere om træningen.

På torsdags i næste uge starter vi igen med torsdags-drop in. Vi mødes kl. 18.45 og spiller double og single med en tilfældig makker. For både nye og "gamle" medlemmer i klubben, er dette en super chance for at lære hindanden at kende og for at få spillet lidt tennis. 

Den 14. maj spiller vort 1.-hold hjemmekamp mod Aabenraa. Kampene er sat til at starte kl. 14. Mød gerne op til nogle underholdene kampe og en hyggelige tennissnak med de andre fremmødte. Betragt dette som en fortrinlig chance til at kloge dig lidt tennisspillet og hvad der alt kunne gøres bedre (måske kommer sådan en chance aldrig igen). Men al støtte til vort førstehold værdsættes meget højt.

Husk også, at vi den 28. maj har rødvinsturnering. Taster Wine sponsorerer hele 6 flasker rødvin. Det plejer at være en rigtig hyggelig dag, og der skulle være en god chance for at komme hjem med en flaske rødvin. Muligheden for efterfølgende at prale lidt af sine Holger Rune / Clara Tauson-lignende tennisfærdigheder overfor sin uvidende ægtefælle / kæreste bør for alt i verden gribes med kyshånd.

Find ketcheren og det gode humør frem - nu starter en herlig tennissæson.

På vegne af bestyrelsen

og med venlig hilsen

Jens S. Petersen