Tennissæsonen i Gråsten Tennisklub ligger lige om hjørnet

9. april 2020 19:43 , af Lars Alnor

Når forårssolen kommer, fuglene kvidrer, folk ordner have og motorcyklerne finder deres sædvanlige indpas i trafikbilledet, så er vi mange der længes efter igen at spille tennis under åben himmel. I år er det planen, at vi i GTK åbner banerne den 1. maj, og det er selvsagt vigtigt, at alle medlemmer respekterer de af sundhedsmyndighederne til enhver tid gældende særregler for social adfærd mht. Corona-virussen.

Mht. tennisbanerne, har vi i bestyrelsen endnu en gang valgt at lade Sport Trading Aps ordne vores baner, eftersom vi sidste år gjorde os nogle rigtige gode erfaringer med dette firma. Vores tennisbaner var sidste år rigtig gode at spille på, og det forventer vi, at de bliver igen i år. Efter planen klargøres vores baner i midten af april-måned, men pga. landets aktuelle situation hersker der dog lidt usikker om, hvorvidt vores tennisbaner bliver færdige til aftalt tid.

Kontingentet i 2020 vil forblive uændret i forhold til 2019. På tennisklubbens hjemmeside kan du under ”Om klubben  ̶  kontingent og nøgler” finde oplysninger om takster, kontonummer og betalingsfrist.

Der vil igen i år være træning om onsdagen ved Preben König. Træningen vil ligge i perioden 13. maj til 23. juni, og den vil være opdelt i 2 niveauer således, at de mindre øvede træner fra kl. 18 til 19.30 og de mere øvede fra kl. 19.30 til 21.

Vi holder også fast i vores tradition om torsdagsspil med start torsdag den 7. maj kl. 18.45. Holdene fastsættes ud fra lodtrækning, og der spilles 2 x 45 minutter med en ny lodtrækning efter de første 45 minutter. Ved torsdagsspillet vil der altid være en repræsentant fra bestyrelsen til stede. I juli-måned er det ikke muligt af have et bestyrelsesmedlem på banen under torsdagsspillet, idet de fleste forventes at være på sommerferie. Vi opfordrer vores ikke-ferierende motionssøgende medlemmer til alligevel at møde op til nogle hyggelige torsdagsaftener.

Endnu et par praktiske informationer:

Der er planer om at lave en rødvinsturnering den 28. maj. Nærmere oplysninger følger. Der vil sandsynligvis også blive arrangeret noget double-spil, hvor i alt 20 medlemmer fra Sønderborg, Nordborg, Gråsten og Broager kan deltage. Når aftalen falder på plads, vil der i klubhuset blive ophængt en plakat med nærmere oplysninger.

Naturligvis afholder vi i 2020 også vores traditionelle klubmesterskab. Tilmelding vil foregå i perioden 1. maj til 17. maj. Finaledagen kommer til at ligge den 12. september, med mindre det regner. I så fald afvikles finalekampene om søndagen eller weekenden efter.

Det var alt for denne gang. Vi håber snart, at vi ses til nogle hyggelige timer på vores tennisbaner i Gråsten.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen i GTK